Kender du typen?

fejlfindere

Kender du typen, som altid ser glasset halvt tomt, altid ser hullerne i osten, og altid kommenterer den 1% vi missede frem for de 99%, hvor vi ramte rigtigt? De er skeptiske mod alle forandringer og står med korslagte arme og påpeger fejl og mangler. De har en mening om alt, og er ikke bange for at sige det højt.  

Fejlfindere skal man være glad for

Vi er alle forskellige, og vi har forskellige tilgange til verden. Det er ligesom et filter vi sætter foran vores briller, og som vi ser verden med. Nogle ser på: det vi kan, det som fungerer, og det som er muligt. Andre ser på: det vi ikke kan, det som ikke fungerer, og det som ikke er muligt. Det ene er ikke bedre en det andet, de er bare forskellige.

Vi skal værdsætte, dem som kan finde fejl, for hvis vi ikke finder fejlene, kan vi ikke udbedre dem eller gøre det bedre.

 

Vi kan ikke gøre alle tilfredse

MEN, det betyder ikke, at vi skal udbedre alle de fejl, folk påpeger. Vi kan nemt glemme i farten, at vi ikke skal gøre noget ved al den feedback, andre kommer med. Ellers kommer vi til at løbe stressede rundt, ligesom når man spiller ”Muldvarpen” i Tivoli. Hver gang du rammer én muldvarp, dukker der altid en ny op. Det er et spil du ikke kan vinde.

Forestil dig, at du har arrangeret en firmatur for din arbejdsplads. I skal starte med at køre med bus fra arbejdspladsen, og da I kommer ud, står der en partybus med høj bas, røde lamper og polestænger. ”Det har du bare ikke gjort! Jeg sætter mig aldrig ind i den bus” siger den ene halvdel, mens den anden halvdel jubler med armene i vejret og råber ”Yaaay, så skal der festes!” Den ene halvdel elsker den, den anden hader den.

Når man modtager kritik og feedback fra andre, skal man huske at det, de udtrykker blot er en mening, holdning og vurdering af noget, de har observeret. Det er en mening fra én person, ikke den fulde sandhed – og det er ikke en ordre.

Min pointe er, at vi er nød til at kunne rumme, at nogen ikke er tilfredse, for vi kan ikke gøre alle tilfredse hele tiden.

 

Sig tak og vær nysgerrig

Det er klart, at når nogen påpeger et problem ”Det er ikke sgu’ ikke smart det der!” så skal vi lytte. Vi skal være nysgerrige på ”Hvad det er, som ikke fungerer?” Spørg ind til, hvad budbringeren ser og oplever. Husk også at spørge budbringeren ”Hvordan tænker du, det kan gøres bedre?” Du behøver ikke forklare, forsvare eller retfærdiggøre. Du behøver blot lytte.

Som modtager kan vi tage informationen og lægge den sammen med den viden, vi allerede har. I sidste ende er det dig, som skal tage stilling til, om du skal svare:

  • Tak det kan jeg godt se, det skal vi da have lavet om.

  • Tak fordi du lige gjorde mig opmærksom på det. Det kan vi desværre ikke gøre noget ved lige nu, p.g.a.

  • Tak for din tilbagemelding.   

Læs mere om, hvordan du som modtager kan håndtere kritik – uden at tage det personligt, og hvordan du kan give en feedback, som bliver hørt i bøgerne ”Gaven i kritik” og ”FEED BACK – så du bliver hørt”.

Begge bøger kan bestilles i alle boghandlere eller købes her i shoppen.

To forsider sammen.png